Gavnø Classic Autojumble 2017

 

 

Gavnø Classic Autojumble & Concours de Charme – 11. Juni 2017

Så gik turen igen til Gavnø, en skøn sommermorgen i Juni. Først 1, så 2, så 3, og så var vi 4 på vej, som scenen ’Baby Elephant Walk’ fra filmen ’Hatari’. Melodien ’Baby Elephant Walk’ er skrevet af Henry Mancini, og den passer perfekt til en kortege af X1/9’ere. Og med de sædvanlige ’Jeg vil ikke starte, jeg vil skubbes’ eller ’Nu vil jeg ikke mere’ , lykkedes det alle at nå frem. Baronessen tog imod os og uddelte programmer. Desværre holdt nogen i kø i flere timer, for at komme ind på pladsen. Igen i år fik vi en dejlig plads og i løbet af formiddagen havde vi så fået samlet hele syv X1/9’ere. Det er da rigtig flot.

Ifølge programmet skulle der være omkring 800 biler i slotsparken. Og det passer helt sikkert. Slotsparkens blomsterduft var forsvundet i en duns af benzin, olie, bilos og grillede pølser. Det har da helt klart sin charme og det ville have virket forkert, hvis blomsterne havde vundet en dag som denne. Køretøjer var der i alle afskygninger, aldre og stand. Baronen drønede, som han plejer, rundt i slotsparken i sine sære køretøjer.

Et flot orkester spillede velkendt musik. Og rundt på pladsen gik et dommerpanel og valgte vindere ud til diverse konkurrencer. Der blev fotograferet, filmet og interviewet. Senere på dagen var radiomanden Dennis Johannesen speaker ved præmieoverrækkelsen. Det var også muligt at klappe afrikanske bjerggeder, prøve trætopbanen, kigge på sommerfugle og se selve slottet.

Gamle og nye klubmedlemmer imellem, fik vendt alt omkring X1/9’erene, dets problemer og der blev givet gode råd og løsningsforslag.

Pas nu godt på Jeres X1/9’ere, for det er et helt specielt lille køretøj.

Håber I alle får tid til nogle dejlige køreture i sommerlandet.

God sommer.

Charlotte Møller Sørensen.