X1/9 Club of Denmark 40 års jubilæum

Jubilæumstræffet

X1/9 Club of Denmark afholdte 40 års jubilæumstræf d. 25., 26. og 27. august.

Vi mødtes fredag eftermiddag på Fjeldsted Skov Hotel hvor vi startede med indkvarteringen. Der var sat banner og klubflag op som markering.

Der var som sædvanligt stor gensynsglæde blandt alle deltagerne.

Efterfølgende samledes ”drengene” i skyggen udenfor på terrassen ved Svends værelse, hvor Svend og Erik havde sat vand over til en kop øl. – Snakken gik livligt om forskellige tekniske emner og hvad drenge nu ellers snakker om !!

Pigerne havde fundet en plads i solen hvor de nød et glas hvidvin eller to til en pigesnak.

Kl. 18.40 samledes vi til en velkomstdrink hvor formanden Torben bød velkommen, og bød en særlig velkomst til den oprindelige initiativtager til etablering af klubben, Thomas Damgaard.

Kl. 19.00 kunne vi sætte os til bords og indtage næsten alt hvad hjertet kunne begære fra en overdådig buffet med blandede retter af koldt og varmt. Det var virkeligt god mad

Efter maden havde Randi fået udvirket at vi kunne gå i Vinoteket hvor en del af os samledes. Andre gik på opdagelse i den hyggelige hotelhave hvor man i søen kunne se en del fisk heriblandt meget store karper. I Hotelhaven var også en indhegning bagtil med en flok krondyr.

Vinoteket er en høj kælder med en hyggelig indretning med mange forskellige vine i vinreolen som fyldte hele vægen. Der var også en bardisk med fadølshaner som blev flittigt brugt af den mandlige del af klubben mens damerne slappede af i en stor sofagruppe med forskellige drinks og vin.

Lørdag morgen var der morgenbuffet. – Kl. 10.00 var det planlagt at vi skulle starte vores køretur. Men da regnen kl. 09.00 styrtede ned, blev det besluttet at udsætte køreturen til kl. 10.30 idet vi kunne se på radaren hos DMI at det ville stoppe ca. kl. 10.

Kl. 10.30 samledes vi ved køretøjerne. Jeg tror at alle startede turen uden taget monteret. Vi nåede op på 21 køretøjer idet Ib Ibsen stødte til, og deltog under køreturen.

Køreturen var tilrettelagt af Erik Skou Pedersen som også førte an i kortegen. Det var et flot syn med de mange skinnende biler med kurs mod Bogense.

På grund af den voldsomme regn som faldt kort før vi startede, var der mange vandpytter på vejene. Og et enkelt sted var der en lavning hvor vandet var så dybt at det gik op til midten af hjulene så vi fik undervognsskyl og vasket bremser samtidigt. Der blev derfor kørt meget langsomt gennem denne lavning i vejen.

 Efter lidt tids kørsel kom vi forbi Dallum slot hvor hovedbygningen stammer fra år 1540. Lidt senere gjorde vi holdt ved Glavendrupstenen som er en runesten rejst i omkring år 900. Den indeholder Danmarks længste runeindskrift.

Ved Glavendrupstenen havde Allan, vores webmaster som også er registreret dronepilot, sendt sin drone op for at tage lidt ”airview” af os og vores biler.

Efter en kort pause ved Glavendrupstenen fortsatte turen ad små snørklede veje til Bogense hvor vi parkerede ved Restaurant Reumerts. Ved ankomsten manglede vi 3 vogne som dog ankom lidt senere, idet Svend var så uheldig at ratstammen havde fået fat i noget ledning og havde trukket nogle forbindelser fra hinanden så lys og viskere ikke virkede. Kim og Allan blev og assisterede Svend, og ved fælles hjælp lykkedes det at komme videre.

Vi indtog frokosten på Reumerts, og da vi var færdige begyndte det igen at regne så alle fik travlt med at få sat taget på.

På hjemturen til hotellet gik der lidt opløsning i forsamlingen, vist nok mest på grund af misforståelser, så vi var kun tre biler til start fra Reumerts. Da vi var startet, blev det igen et forrygende kortvarigt regnvejr så jeg fik afprøvet mine nye ”flatblade” viskerblade som viskermotoren masede noget med. Viskerne på X1/9-eren har jo altid været noget af en udfordring.

Det gik igen af små snørklede veje hvor man, med skyldig hensyn til regnen alligevel kunne nyde X1/9-erens gode kurveegenskaber og føle en sand køreglæde med denne bil.

Vi ankom til Varbjerg Havn hvor vi gjorde holdt og købte is og kaffe mm. Der kom yderligere 3 køretøjer til så vi nu var 6 køretøjer samlet. Den ene af køretøjerne havde haft lidt udfordring med viskerne som jo absolut ikke var til at undvære i den kraftige nedbør. Det var heldigvis kun lidt dårlig forbindelse i en sikring som blev klaret undervejs.

Varbjerg Havn er en lille hyggelig havn som ligger i Båring Vig på Nordfyn. Fra havnen kan man se ind over landtangen Røjle og se Lillebæltsbroens pyloner, og se Trelde Næs i Jylland.

Hjemkommet til hotellet blev alle bilerne parkeret samlet på pladsen hvor vi ”sparkede dæk” og udvekslede erfaringer og smådrillerier.

Kl. 19.00 var der aftensmad og livlig snak. Mellem hovedret og dessert var det quiztid hvor Randi havde lavet en quiz med forskellige spørgsmål om X1/9-eren. – Ikke overraskende blev vinderen Thomas og Connie.

På andenpladsen kom Svend og Tue, og tredje pladsen indtog Bernhard og Britta.

Efter quizen holdt Thomas Damgaard et spændende indlæg med en masse billeder og fortælling om hvorledes klubben startede og om hans første og dramatiske X1/9-er og hans eget forhold til bilerne.

Så kom desserten ind, og imens dette skete, stillede Thomas og Tue et par borde op med forskellige effekter til og om X1/9 eren. – Thomas havde en hel del merchandise til salg og Tue en hel del reservedele. Jeg tror at der blev solgt noget på begge sider af bordene.

Den sidste del af aftenen var der fælles hygge i ”Vinoteket” som tidligere beskrevet.

Søndag morgen var der morgenmad, check ud og afsked efter en fantastisk weekend.

Bestyrelsen vil her udtale en stor tak til Randi og Erik for et rigtig godt jubilæumstræf, en hyggelig køretur og fantastisk dejlig mad, og samtidig udtrykke glæde over at også nye medlemmer deltog.

Håber vi ses til fremtidige træf med vores dejlige køretøjer.

På bestyrelsens vegne

Poul-Erik Christensen

40 års jubilæum

Billeder fra klubbens 40 års jubilæum